Greve Fjernvarme forventer fortsat at være blandt Sjællands billigste

25. oktober 2023

Greve Fjernvarme forventer fortsat at være blandt Sjællands billigste

Greve Fjernvarme har i 2023 kunnet levere Sjællands billigste fjernvarme. Det er konklusionen i den prisstatistik som Forsyningstilsynet hvert år udarbejder på tværs af landets fjernvarmeselskaber. Der er flere årsager til den lave varmepris, men den primære årsag er, at fjernvarmen i Greve er en del af hovedstadsområdets sammenhængende fjernvarmenet, der forbinder flere store kraftvarmeværker, affaldsforbrændingsanlæg og varmeanlæg. Anlæggene producerer og sælger også el og har på den måde haft en fordel af høje indtægter ifm. de høje elpriser i 2022. En fordel der også er kommet fjernvarmeforbrugerne i Greve til gode. Derudover er der også løbende blevet tilsluttet flere forbrugere på det eksisterende distributionsnet, som har betydet, at der er og fortsat vil være flere til at dele de samlede omkostninger.

- Vi er stolte over, at Greve Fjernvarme i 2023 har leveret den billigste fjernvarme på Sjælland. Det sætter en tyk streg under, at fjernvarmen i Greve kan levere konkurrencedygtige priser til vores forbrugere sammenlignet med alternative varmekilder, siger bestyrelsesformand Sophus Vørsing.

Varmeprisen i Greve har været faldende over en årrække og blev senest sat ned i 2021 med ca. 10 %. På trods af at energipriserne i de senere år været svære at forudse, har Greve Fjernvarme kunnet holde prisen i ro indtil nu. Prisen på biomasse til kraftvarmeværkerne steg i løbet af 2022 og selvom prisen er faldet lidt igen, er den fortsat høj set i et historisk perspektiv. Samtidig er prisen på affaldsvarme steget som følge af stigende affaldsvarmeafgift og ændrede regler for affaldsforbrændingsselskaberne. Endelig har elpriserne været lavere end forventet, hvilket indirekte har påvirket fjernvarmeprisen, da indtægterne fra salg af el er mindre end forventet. Samlet set betyder det, at fjernvarmeprisen fra varmeleverandøren VEKS stiger.

Greve Fjernvarme justerer derfor de variable priser (MWh og m3) pr. 1. januar 2024, hvilket betyder, at en gennemsnitlig husstand med uændret forbrug vil betale ca. 100 kr. mere om måneden på sin varmeregning. Prisen i 2024 kommer derfor tilbage på det niveau, der var gældende i 2020.

- Selvom prisen på fjernvarme stiger, så har vi store forventninger til fremtidens fjernvarme i Greve. Vi oplever stor opbakning til vores udbygningsprojekter fra de nye forbrugere, og vi forventer da også at være blandt de billigste fjernvarmeselskaber i 2024, fortsætter Sophus Vørsing.

Marc Genning, der er næstformand i Greve Fjernvarme, uddyber den strategi, der arbejdes efter i Greve Fjernvarme:

- Vores vision er at skabe en bæredygtig fremtid for Greve Kommune, og vi ønsker at fastholde, at fjernvarme er den mest attraktive varmeløsning for borgerne. Selvom vi ser en prisstigning i 2024, vil jeg gerne minde alle om fordelene ved at tilslutte sig vores kollektive fjernvarmesystem. Fjernvarme er ikke blot en økonomisk fordelagtig løsning for de fleste, det er også en handling for en mere miljøvenlig fremtid.

Med fjernvarme får forbrugerne en mere stabil varmepris og undgår besværet med individuelle varmekilder og vedligeholdelse af dem. Fjernvarmeforbrugere bidrager samtidig til at reducere CO2-udledningen ved at benytte det effektive og grønne fjernvarmesystem. Det er en win-win-situation: Forbrugeren sparer tid og penge, samtidig med at forbrugeren hjælper med at beskytte miljøet og planeten.

- Vi ønsker at skabe en fællesskabsfølelse i Greve, og vores fjernvarme er en måde at dele bæredygtighed og ansvar med vores naboer. Når flere går sammen, får alle mere end de kunne alene. Sammen kan vi gøre en større forskel for vores lokalsamfund og arbejde mod en mere bæredygtig fremtid, afslutter Marc Genning.

 

Fakta om Greve Fjernvarmes priser i 2024

Fra 1. januar 2024 ændres prisen pr. MWh (forbrugt energi) fra 237,50 kr. til 275 kr., mens prisen pr. m3 (cirkuleret vand) ændres fra 2,44 kr. til 3,40 kr. Alle øvrige priser er uændrede.

For et standardhus (130 m2) med et gennemsnitligt varmeforbrug udgør stigningen 11 % og lidt under 100 kr. pr. måned. Det betyder, at varmeprisen for et standardhus stiger fra 10.535 kr. om året i 2023 til 11.711 kr. om året i 2024. Se udviklingen i den årlige varmeregning i figuren nedenfor.

For en standardlejlighed (75 m2) med et gennemsnitligt varmeforbrug udgør stigningen 13 % og omkring 80 kr. pr. måned. Det betyder, at varmeprisen for en standardlejlighed stiger fra 7.636 kr. om året i 2023 til 8.611 kr. om året i 2024.

Fakta om VEKS

VEKS står for Vestegnens Kraftvarmeselskab I/S, som er det selskab, der ejer transmissionsledningerne til fjernvarme på den københavnske vestegn. VEKS sælger varmen videre til distributionsselskaber, der leverer direkte til slutforbrugerne.

 

Udvikling i årlig varmeregning for et standardhus (130 m2)

Figuren viser den historiske udvikling i den årlige varmeregning for en eksisterende fjernvarmeforbruger, der bor i et standardhus på 130 m2 med et varmeforbrug på 18,1 MWh og en gennemsnitlig afkøling på 30°.

Hvis du bor i en større eller mindre bolig eller har et andet varmeforbrug, vil du have en anden varmeregning. Det samme gælder nye fjernvarmeforbrugere som konverterer til fjernvarme fra en anden varmekilde.

 

 

Ofte stillede spørgsmål om de nye priser i 2024
Hvorfor stiger prisen?

Efter at have holdt varmeprisen i ro i de senere år trods stigende energipriser, er vi desværre nødt til at hæve prisen i 2024. Den primære årsag til stigningen er, at den pris vi betaler for varmen, er blevet dyrere. Se udviklingen i varmeprisen i figuren ovenfor eller her.

Hvad er den nærmere baggrund for prisstigningen?

Vi køber varme fra VEKS som får leveret fjernvarmen fra kraftvarmeværker og affaldsforbrændingsanlæg i hovedstadsområdet. Vi er blevet varslet prisstigninger på grund af stigende omkostninger til at producere varme. Prisen på biomasse som brændsel steg sidste år, og selv om prisen er faldet lidt er den fortsat høj historisk set. Desuden er prisen på affaldsvarme steget bl.a. som følge af stigende affaldsvarmeafgift. Endelig er prisen for el og dermed indtægterne fra salg af el faldet, hvilket ellers bidrager til at holde varmeprisen så lav som mulig. Samlet set betyder disse forhold, at varmen er blevet dyrere. Læs mere om hvor fjernvarmen kommer fra her.

Hvor meget stiger prisen?

Prisstigningen indebærer, at de variable priser stiger. Prisen pr. MWh (forbrugt energi) ændres fra 237,50 kr. til 275 kr., mens prisen pr. m3 (cirkuleret vand) ændres fra 2,44 kr. til 3,40 kr. Alle øvrige priser er uændrede.

Find priserne for 2024 her.

For et standardhus udgør stigningen 11 % og lidt under 100 kr. pr. måned. For en standardlejlighed udgør stigningen 13 % og omkring 80 kr. pr. måned. Det svarer til vores prisniveau i 2020 før vi satte priserne ned til det nuværende, der har været gældende i de seneste 3 år.

Beregn din forventede pris for 2024 på baggrund af det seneste årsforbrug (MWh og m3). Du kan finde din seneste årsopgørelse under ”Min side” i E|Forsyning her (kræver login).

Hvorfor er det kun de variable priser, der stiger?

Prisfastsættelsen skal være så kostægte som mulig. Det betyder, at de variable omkostninger så vidt muligt skal dækkes af indtægterne fra de variable priser (MWh og m3) og at de faste omkostninger skal dækkes af de faste priser.

Det er den variable del af vores køb af varme, der stiger. Derfor hæver vi vores variable priser tilsvarende.

Hvor finder jeg priserne for 2024?

Priserne fremgår af vores tarifblad.

Du kan finde tarifbladet for 2024 her.

Kan jeg selv gøre noget for at min varmeregning ikke stiger?

Du har selv mulighed for at påvirke dit forbrug og dermed din varmeregning. Prisstigningen indebærer, at de variable priser stiger. Med andre ord er der tale om de forbrugsafhængige priser. Hvis dit forbrug stiger bliver din varmeregning altså højere og modsat falder din varmeregning, når dit forbrug sænkes.

Vi har samlet 10 gode råd til en lavere varmeregning her.

Jeg er ny eller kommende forbruger i Greve Fjernvarme – gælder prisstigningen også mig?

Prisstigningen gælder alle forbrugere, da det er prisen for det opvarmede vand, der leveres ud til alle forbrugere, der er blevet dyrere. Når omkostningerne til køb af varme stiger er alle forbrugere som udgangspunkt med til at dække de øgede omkostninger. Nye forbrugere der har konverteret til fjernvarme fra en anden varmekilde, betaler et etableringsbidrag. Prisen for etableringsbidrag er uændret.

Du kan finde beregninger af den samlede varmeregning (inkl. etableringsbidrag) i 2024 for nye fjernvarmeforbrugere her.

Er der sendt information ud om prisstigningen?

Alle forbrugere får besked via Betalingsservice, EAN-faktura eller brev inden prisstigningen træder i kraft 1. januar 2024. Derudover kan der læses mere om priserne her på Greve Fjernvarmes hjemmeside.

Jeg bor til leje i en boligforening. Hvilken betydning har prisstigningen for min varmeregning?

Afregning af forbrugere i boligforeninger sker fra de lokale administrationer, idet der udarbejdes et lokalt varmeregnskab for den varme, der leveres til boligforeningen af Greve Fjernvarme. Spørgsmål til varmeregningen fra boligselskabet skal rettes til boligselskabets administration.