Sophus Vørsing bliver ny bestyrelsesformand for Greve Fjernvarme

Sophus Vørsing bliver ny bestyrelsesformand for Greve Fjernvarme

27. maj 2021

Bestyrelsen i Greve Fjernvarme har efter repræsentantskabsmødet d. 27. maj 2021 valgt en ny formand. Bestyrelsen har konstitueret Sophus Vørsing som ny bestyrelsesformand. Sophus har været bestyrelsesmedlem siden 1994, først i Greve Strandby Fjernvarmeværk og fortsatte som bestyrelsesmedlem ved fusionen af Greve Fjernvarme i 2012. Dertil har bestyrelsen konstitueret Marc Genning som deres nye næstformand. Marc er medlem af Greve Byråd og har været medlem af Greve Fjernvarmes bestyrelse siden primo 2020.

Sophus Vørsing er bestyrelsesformand for Sydkystens Boligselskab og gennem her udpeget som repræsentant og bestyrelsesmedlem i Greve Fjernvarme. Desuden er Sophus næstformand i KAB, som er en almen administrationsorganisation i København.

Formandsskiftet sker efter, at den nu tidligere bestyrelsesformand Per Larsen har valgt at trække sig tilbage efter 29 år på posten.

Sophus Vørsing ser frem til at sætte sig i formandsstolen, hvor Greve Fjernvarme går en spændende tid i møde.

”Der er tempo på udviklingen af fjernvarmen i hele Danmark, og det gælder i dén grad også i Greve Fjernvarme, hvor vi har en stor strategisk opgave foran os. Bestyrelsen skal bl.a. i efteråret drøfte, hvordan vi får fjernvarmen ud til langt flere borgere i Greve. Det skal både kunne sikre billigere varme til forbrugerne og selvfølgelig også give et kæmpe klimaløft til hele Greve Kommune, og den indsats glæder jeg mig enormt meget til at sætte mig i spidsen for,” siger Sophus Vørsing, der også uddeler roser til sin forgænger på posten, Per Larsen:

Det bliver en stor opgave og med en vis ydmyghed at overtage Per Larsens formandspost og fortsætte videreudviklingen af Greve Fjernvarme. Per har altid været en stor inspiration for mange, han er en erfaren politisk ræv og har i sin tid som bestyrelsesformand opnået mange store resultater”.

Per Larsen indtrådte i bestyrelsen i det daværende Hundige Fjernvarmeværk i 1992 og har siden været en af de drivende kræfter. Da Hundige Fjernvarmeværk i 2012 fusionerede med Greve Strandby Fjernvarmeværk var det også helt naturligt for Per Larsen at fortsætte som bestyrelsesformand for det fortsættende selskab Greve Fjernvarme.

Line Carlsen, der er energichef i Greve Fjernvarme, ser frem til samarbejdet med den nye formand og tilføjer: ”Sophus Vørsing har en stærk professionel baggrund, en lang erfaring i fjernvarmebranchen og vil uden tvivl blive en god formand for Greve Fjernvarme i den kommende strategiske udvikling. Per har indtil nu for alvor medvirket til at få skudt hele udviklingen i gang – og jeg er glad for, at der er stærke kræfter, der kan tage over”.

René Fuglsang vil indtræde som bestyrelsesmedlem repræsenterende Vridsløselille Andelsboligforening (VA) i stedet for Per Larsen. René Fuglsang er næstformand i VA og medlem af BO-VEST’s bestyrelse. Per Larsen fortsætter i en kortere periode som medlem af repræsentantskabet for Greve Fjernvarme.

//