Abonnementsordning

Greve Fjernvarme har besluttet at etablere en abonnementsordning, hvor du kan få dit fjernvarmeanlæg på abonnement i stedet for at købe det selv. Greve Fjernvarme ejer fjernvarmeanlægget og er dermed ansvarlig for anlægget i ejendommen. På den måde slipper du for udgifter til installation, løbende service og vedligeholdelse. Den del klarer vi nemlig for dig. 

Ordningen tilbydes både eksisterende og nye fjernvarmeforbrugere fra 2023.

I ordningen forventes inkluderet:

  • Levering, installation, løbende service og vedligehold af fjernvarmeanlæg
  • Afmontering og bortskaffelse af eksisterende fyr, varmtvandsbeholder og evt. indvendig olietanke
  • Reparation af eksisterende gasfyr ved fejl, hvis fjernvarmen endnu ikke er nået til ejendommen (alternativt låneordning med mobile gasfyr)
  • Gratis skift til nyt fjernvarmeanlæg, når det gamle fjernvarmeanlæg efter 20-30 år er udtjent

Fjernvarmeanlægget er Greve Fjernvarmes ejendom og installeres iht. vores tekniske bestemmelser, der revideres i efteråret 2022.

Det månedlige gebyr for en abonnementsordning udgør 250 kr. inkl. moms. Gebyret vil fra 2023 fremgå af Greve Fjernvarmes tarifblad. Prisen forventes fremskrevet årligt med et prisindeks.

 

Sådan kan dit nye fjernvarmeanlæg se ud:

 

Eksempel: Fjernvarmeanlæg

Den viste fjernvarmeunit er en indirekte varmevekslerunit til produktion af rumvarme. Med den integrerede vejrkompensering kan varmeanlægget styres og overvåges optimalt. Uanset vejret udenfor reguleres varmeanlægget konstant i forhold til de valgte parametre og forhindrer dermed overforbrug. Fjernvarmeanlægget kan producere det varme brugsvand i samme tempo som det forbruges, derfor er der ikke brug for en varmtvandsbeholder, og derfor kan du heller ikke løbe tør for det varme vand. 

Fjernvarmeunitten har følgende mål: h 800 x b 530 x d 375mm

Fjernvarmeanlægget kan nemt gemmes væk i et almindeligt højskab, ellers er det også muligt at tilkøbe et hvidt kabinet.